Udstillinger

Jeg har gennem tiden udstillet og dekoreret mange forskellige steder og til forskellige formål. Her følger et par eksempler på, hvordan det er kommet til at tage sig ud blandt andet i udstillingen “Hul til Hovedet” og et beton-kunstprojekt i Struer.

Illustrationer til eget forfatterskab

Jeg har udstillet illustrationer fra mit eget forfatterskab flere steder: Brandts Klædefabrik, Glyptoteket, Goudi, Øksnehallen, Naturama, Gimsinghoved, Nikolaj Kunsthal og på mange af landets biblioteker.

Mange illustratorer arbejder i dag på computer, så selv om deres tegninger kan ligne noget, der er tegnet på papir med pensel, findes de kun digitalt. De kan ses på skærme og de kan printes ud på alle mulige materialer i alle mulige størrelser.

Det er meget praktisk og nemt, men de fleste gengivelser består grundlæggende af tre farver: cyan, magenta og gul (+ sort og hvid). Print består altid af små prikker i disse tre forskellige farver.

Prikkerne fordeles i forskellige størrelsesforhold og på afstand smelter de for vores øje sammen og blander sig, så vi oplever alle mulige nuancer og farver.

Det analoge maleri, tegning eller vandfarvetegning består af mange flere farvepigmenter, og giver efter min mening et farvespil der ikke helt kan gengives på samme måde i print.

Jeg arbejder stadig altid på papir og har derfor gammeldags originaler hver gang jeg har udført illustrations opgaver. Det er disse originaler der kan udstilles.

Jeg vil påstå at menneskets øje er trænet til at se nuancer og opfatte flere farver end cyan, magenta og gul.

Man kan sammenligne det med at se på et frugtfad i dagslys eller under en el-sparepære.


Udstillinger:

* Galleri Goudi, illustrationerne til ”Fem Fede Fabler”
* Glyptoteket, ”Skøre dyr og Jungledrømme”, 2003
* Brandts Klædefabrik, “Hul til hovedet”, 2006
* Gimsinghoved, Struer, ”Ej blot til løgn”, 2007
* Nikolaj Kunsthal, “Hul til hovedet”, 2008
* Silkeborgbad, “Hul til hovedet”, 2008
* Øksnehallen, Stor solo-udstilling med alle mine værker, København, 2008
* Naturama, “Hul til hovedet”, 2009

* Diverse biblioteker

Her kan i se en 8 minutter lang video, hvor jeg filmede udstillingen!

Hul til hovedet

Kan man gå ind i et maleri? Og hvad ville der ske, hvis man kunne?  

Hul til Hovedet blev udviklet til kunsthallen Brandts i Odense, hvor den også blev vist første gang 3. februar – 28. maj 2006. Den blev set af 24.665 besøgende. Hul til Hovedet, er siden udstillet i Kunsthallen Nikolaj i København, på Silkeborgbad, i Øksnehallen i den gamle kødby i København og på Naturama i Svendborg.

Udstillingen er i alt set af ca. 100.000 besøgende – primært skolebørn. Udstillingen kan stadig lejes helt eller delvis. Det er en stor udstilling der kræver en del plads, og den skal bygges op med håndværkerhjælp, men kan tænkes ind i bygninger og forskellige sammenhænge efter behov. Udstillingen kan også købes.

Fotograferne Mikkel & Thomas Aps. Edisonsvej 5 5000 Odense C. 66 10 18 00 www.mikkelogthomas.dk

Med huller i kæmpestore farvestrålende malerier, og trapper på bagsiden bliver tilskueren bogstavelig talt bragt ind i billedet.

Jeg malede 20 gigantiske malerier som man bliver en del af, når man stikker hovedet igennem udskårne huller og ser sig selv i spejlet overfor.

Barnet føler sig frem i mørket, lytter til musikken og kravler op af de bløde stofbetrukne trin. Barnet stikker nysgerrigt hovedet igennem hullet og ser nu et farvestrålende spejlbillede med sit eget ansigt integreret midt i maleriet. Dette er begyndelsen til en historier, de så selv må digte færdig.

Forældre eller legekammerater fotograferer med deres mobiltelefoner fra ydersiden. De sender billederne til hinanden og griner. De stiller spørgsmål og finder forskellige svar.

I et hjørne ligger der sækkepuder og høretelefoner, her flyder andre børn imens de lytter til nogle af mine historier, som har forbindelse til malerierne.

Skitseplan af udstillingen som den var var udstillet på Brandts, det kan måske give en idé om størrelsen.

Tidligere pressetekst for udstillingen:

Udstillingen Hul til Hovedet har siden 2006 glædet mere end 100.000 børn og voksne. Skønne malerier, svingende djanzz-musik og gode røverhistorier skaber tilsammen et univers, hvor Carl Quist-Møller med varme og humor demonstrerer sin evne til at vende alting på hovedet.

Børn og unge bombarderes med billeder, men de fleste billeder har klare hensigter og formål. Billeder bringes ofte i en lineær visuel fortælling, med færdig tænkt moral eller pointe, underholdende eller med kommercielle hensigter – en historie der sælger et produkt og giver afsenderen et økonomisk overskud.

Historien i et computerspil er måske interaktiv og der kan vælges forskellige veje, og der stiller opgaver, som træner eller stimulerer hjernen, men alle løsningerne er stadig færdig tænkt af en voksen.

Med kunst kan man starte en tanke, en gnist der starter beskuerens egen historie, en enkel åbning, et spørgsmål, en stemning – derefter overlades fortællingen, løsningen eller pointen til beskueren.

Udstillingen Hul til Hovedet er mit forsøg på at tænde en sådan inspirationsgnist til børn, med interaktiv billedkunst.

Hvis næste generation skal skabe nye historier og løsninger, skal vi udfordre og skabe rum til det nysgerrige barns egen fantasi.

På toppen af tidligere generationers erfaringer skal vi bygge de næste sten til evolutionen.


Betonkunst

Hen over vinteren 2009-2010 arbejdede jeg med beton på fabrikken LethBeton i Bedsted (Thisted). Jeg skulle skabe forundringsskabende billeder direkte i betonvæggene til tre nye børnehaver i Struer.

Foto: Peter Mørk
Thisted Dagblad 2010

Sammen med fabrikken opfandt jeg nye teknikker og skabte nogle dekorative relieffer i de bærende betonvægge. Det var sjovt og jeg vil gerne lave flere af disse opgaver.

Kombinationen af det praktiske arbejde med store tunge redskaber – sand og sten – og de mere teoretiske tanker bag de nyskabende teknikker harmonerede rigtig godt for mig. Det var meget inspirerende.

Jeg arbejdede delvist med støbeforme som eventuelt vil kunne genbruges, og det behøver derfor ikke være så dyrt at tænke en kunstner ind i støbearbejdet, hvis man ønsker en unik betonvæg i en bygning.

Jeg kan også udføre skulpturer i beton, for eksempel i samarbejde med en beton fabrik.

Du kan læse en avisartikel om det her, og se et klip fra en tv-udsendelse, der omtaler projektet her.

For yderlig information eller booking, gå til kontakt.