Carl Quist-Møller | forfatter, tegner, illustrator, animator og trommeslager

Løgnehistorier

Løgnehistorier (2008) er en samlet genudgivelse af tre bøger i serien Løgnehistorier: "Frøen og og andre historier", "De magiske fodbold støvler og andre historier" og "Min fætters flyver og andre historier". De blev udgivet første gang i 1997. Der er således i alt 10 løgnehistorier/noveller om min eventyrlige barndom i denne genudgivelse. Denne bog er også gennemillustreret med 50 helside farvebilleder og en række små vignetter. Her følger en liste over de 10 historier, med små referater og oplysninger om hvordan nogle af historierne ellers er brugt eller opstået.

Historierne tager alle afsæt i min egen barndom og blandes med mine egne to første børns barndom. De var, på det tidspungt jeg skrev historierne, cirka 3 og 9 år gamle, og så har jeg blandet en hel del fantasi i gryden.

Jeg voksede op på Christianshavn og gik i skole på Amager. Min dagligdag var helt delt op i skole og hjem. I skolen var det dødsens alvor med klassekammerater, jeg ikke havde meget til fælles med. Derhjemme vrimlede det derimod med ligesindede børn. Jeg legede på Christianshavns Voldgrav, langs kanalerne, på Christiania og i alle de små baggårde, der ændrede sig, når de blev slået sammen til store gårdanlæg.

Løgnehistorien "Frøen" er en skrupskør historie om første gang jeg blev forelsket.Vi bliver præsenteret for en talende frø i undervandshummerubåd, som kan tale menneskesprog, kan regne og som samtidig er professor i geografi. Denne historier har jeg optrådt med live mange gange. Jeg har også lavet en ny udgave af teksten til live-optrædener, sammen med komponisten Niels Martinsen. Det er et værk på 20 minutter for symfoniorkester og det partituret er udgivet af Wilhlem Hansen. Download eksempel her

Løgnehistorien "Hikke Rikke" er fortællingen om Rikke som fik hikke hvergang hun blev nervøs, og det gjorde hun også den dag, hun skulle spille fløjte for hele skolen. Rikkes koncert blev sendt direkte i Danmarks Radio, men ved et tilfælde komponerer hun en melodi til Prins Ib og bliver ansat ved hoffet som komponist og professionel hikker.

Til denne historie har organist assistent, Nicolaj Skovgaard Nielsen fra Vor Frelsers Kirke i Hornens komponeret et rigtig sjovt værk for orgel, blokfløjte og fortæller.
Det var min far Flemming Quist Møller der, efter at jeg fortalte ham om min prutte historie, foreslog at jeg også kunne tage fat på nogle af alle de andre lidt ufrivillige kropslyde vi mennesker har til fælles på tværs af alder, som for eksempel at nyse og hikke.

Løgnehistorien "Min Bedsetefar" er en fortælling om at miste et kært familiemedlem. Som nyudklækket far måtte jeg erkende, at det kan være et godt værktøj i livet at tro på små mirakler.

Min egen søn, Anton, var engang lige ved at miste livet, da han som fireårig faldt ud af et vindue på femte sal. I et børneværelse hos en kammerat på Christianshavn skulle han hente en pil med sugekop, der sad på vinduet. Vinduet sprang op og han faldt ud. Han greb imidlertid mirakuløst fast i karmen og hang dér i nogle - formentlig - meget lange sekunder. Han kikkede ned i gården. Det regnede og han kunne høre musik. I huset overfor stod en dame og vaskede op uden at se ham. Han kunne høre sin kammarat skrige: "Anton faldt ud af vinduet!", men da der ikke var nogen, der kom ham til undsætning, begyndte adrenalinen at bruse i hans årer. Han hævede sig selv op i armende, og trak sig ind ad vinduet. Der stod han så lidt våd af regnen og vaklede. Da de voksne kom ind af døren, skvattede han sammen på gulvet af udmattelse.

Falck ankom med en psykolog, og der blev talt med både ham og hans mor i to timer. Jeg var på turné med Tango Orkestret på Island og fik beskeden i telefonen. Da jeg kom hjem græd jeg af glæde og takkede alt overnaturligt, jeg kunne komme i tanke om. Min første reaktion var stor taknemlighed og jeg roste Anton for hvor dygtig og stærk han var. Han havde reddet sig selv. Vi gennemgik situatioen sammen et par gange på et klatre stativ på legepladsen, da jeg tænkte, han måske ville sætte pris på at få det hele gået igennem i detaljer med sin far. Han fandt hurtigt ud af at han ikke var i stand til at hæve sig i armene på samme måde i klatrestativet, når adrenalinen ikke pumpede på samme måde i blodet.

Jeg regnede med at chokket havde lagt sig, men månederne efter kunne han pludselig få korte angstanfald, når vi var blandt mange mennsker. En klog dame fortalte mig, at han var for lille til at forstå, at man i nogle tilfælde er man den eneste, der kan redde én selv. Men Anton havde brug for at føle, at der var nogen som passede på ham, så han sikkert kunne vende tilbage til barndommens gade. Jeg fortalte ham derfor, at nogle mennesker tror på skytsengle, og at det måske havde været hans skytsengel, der havde givet ham en hæstesko, da han hang alene der i vindueskarmen. Han var glad for forklaringen, men ville selvfølgelig gerne høre mere om de dér skytsengle.

Jeg sagde, jeg ikke vidste noget med sikkerhed, men at det måske kunne være hans søde oldefar, der havde fået vinger og nu fløj rundt og hyggede sig. Han kunne nemlig gøre sig usynlig, og han kunne hjælp folk der havde brug for det. Angstanfaldene forsvandt, og Anton ville pludselig til at gå i kirke og blev i den periode meget glad for Jesus.  Jeg er aldrig selv blevet døbt, så vi opfandt en hjemmelavet cermoni, hvor vi døbte ham i Christianshavns kanal med en lokal bolværkskaptajn. Det er sådan én der bare siger han er det. De næste par dage på vej hjem fra børnehaven sad han bag på min cykel og råbte "Jesus lever! Jesus lever! og jeg kunne godt se, at den hjemmelavede ceremoni måske ikke var helt nok. Jeg fik ret. Han ville døbes i kirken og som 5-årig fik han så sin vilje og Anton blev døbt, i kirken sammen med sin lillesøster.  

I Løgnehistorien "Min Bedstefar"tager blæsten fat i min paraply, og trækker mig op over skyerne, jeg falder ned, men bliver grebet af min døde bedstefar. På det tidspungt var min egen morfar ikke død endnu. Han var flittig kirkegænger og ønskede vi alle skulle kunne vores Fadervor. Jeg valgte derfor ham som skabelon til historien og i bogen tegnede jeg ham som engel. Han fandt det morsomt og ærefuldt, men syntes ikke helt, han havde gjort sig fortjent til de flotte vinger, men løgnehistorien "Min bedstefar", var født.

Religion er et godt værktøj til at klare modstand i livet. Jeg opfatter ikke mig selv som religiøs, men jeg tror på at der findes mere mellem og jord. En grundopfattelse jeg ikke ved hvor stammer fra, men en opfattelse som gør det lettere at leve når livet, når det giver modstand.

Løgnehistorien "Min fætters flyver" er også en flyvehistorie. Den bygger på min fætter, Thomas Agergaards, højeste barndomsønske: At få en flyver. Hans forældre havde været ude at rejse, og de lovede ham en lille flyver. De gav ham en lille model af et SAS fly, og han blev enormt skuffet.
 
Som voksen rejste jeg på inspirationstur til Caribien. På øen Tobago boede jeg på pensionat med en gammel tysk pilot fra anden verdenskrig. Han havde en stor rød portvinstud og man kunne bedst forstå hvad han sagde om formiddagen. Han fortalte, at han på sin første flyvetur for nazisterne kun var en stor dreng. Han blev skudt ned og endte i amerikansk krigsfangelejer. Da han endelig blev lukket ud, flyttede han til Tobago, hvor han arbejdede med at organisere udbygningen af Tobagos vejnet. I sin fritid arbejdede han på et lille fly med en knallertmotor sammen med en flok lokale drenge. Flyet byggede de af  bambus fra junglen, men da han selv var blevet for tyk og gammel til af flyve, forærede han det til den fligtigste af drengene. Han tog i øvrigt sidenhen en pilotuddannelse med certifikat og det hele.

Nå, men dagen efter vores første møde troppede jeg op med papir og blyant, og bad ham hjælpe mig med at tegne flyet, så jeg måske kunne skrive en børnebog over dette tema, hvis han ville tillade det. Men så skete der noget underligt: han lukkede i som en østers, og han ville ikke tale mere med mig. Hans kammersjuk - en skovarbejderbums fra Canada - fortalte, at det var et mén fra tiden i fængslet under krigen. Der havde han været udsat for nogle meget lange forhør, og han oplevede åbenbart pludselig mig som en slags forhørsleder trods mit uskyldige forehavende. Det var mærkeligt at blive opfattet som fængselsforhørsleder, og jeg ville gøre alt for at slippe af med den etiket. Det var først, da jeg et par uger senere sagde farvel til alle fra pensionatet, at han kunne slappe lidt af. Han gav mig et håndtryk og et tilgivende smil. Jeg fik aldrig interviewet ham, men han havde fåat sået ideen om, at man faktisk godt kan bygge sit eget fly, og det er dét, "Min fætters flyver" handler om.

Løgnehistorien "Elgen Gustav" kaldte jeg oprindeligt "Anton og Elgen", da det var en godnathistorie til min ældste søn, Anton.

Som barn tilbragte jeg en masse ferier på en ødegård i Sverige, og de store elgsdyr fascinerede mig voldsomt. At så store dyr kan bevæge sig rundt i skovene omkring husene uden man ser og hører dem, synes jeg var fantastiskt. Da redaktør Dorthe Laumann fra Danmarks Radio hørte historen, bad hun mig om at digte flere. Men oprindeligt var den som sagt ikke tænkt som en løgnehistorie. Jeg ændrede derfor hovedpersonens navn fra Anton til Carl.

Løgnehistorien "Stuvet hvidkål" handler om prutter. Prut er verdens mindste og sjoveste ord. Hvis du gerne vil gerne havde et barn eller en barnlig voksen til at grine, så se dem i øjnene og - med et gran af alvor i blikket - sig ordet: prut. Det er helt utroligt, hvor godt det virker. Jeg måtte skrive en historie om prutter, og for at sætte prutten i et kontrastfuldt univers, benyttede jeg min farfar og farmors hjem. Ikke fordi de var humorforladte, det var de tværtimod, men de havde et klassisk pænt hjem med gode bordskikke og traditioner, der stod i skærende kontrast til hvordan det forgik hjemme hos min far. I en periode hvor jeg boede alene med min far, sad vi ofte over for hinanden med hver sin gaffel, og spiste om kap direkte fra panden af en slags ruskumsnusk han havde lavet. Slap man en lille prut ville det slet ikke blive bemærket. Hos mine bedsteforældre lykkedes det altid min farfar at hæve glaset først til en stille hilsen, hvis han så min hånd nærme sig glasset på eget initiativ. Hos dem formåede jeg altid at gemme prutterne til toilettet eller en lille tur ud i haven efter en tre retters menu.

Løgnehistorien "Travløbet" er en fortsættelse til "Elgen Gustav". Her optræder elgtyren som væddeløbshest. Dette er slet ikke så langt fra virkeligheden som man kunne tro. Min Oldefar Carl Erikson, (min farmors far) var oprindeligt postbud i Sverige. Det var før bilen, og posten blev bragt ud på hest. Carl Erikson havde altså stor forstand på heste. På et senere tidspunkt i sit liv blev han ansat som praktisk leder af travbanen Solvalla, der var Nordeuropas første travbane. Der var to investorer, men det var min oldefar der gennem mange år byggede stedet op. Efter flere års hårdt arbejde forærede de to investorer min oldefar en trediedel af ejerskabet, fordi de sagde, han havde fortjent det. Det var altsammen meget fint, men min oldefar opdrog også en elgkalv som travhest, og lod den løbe omkap med hestene på banen. Da trav er elges naturlige måde at løbe på, og da de har længere ben end hestene, vandt den alle de løb den deltog i. Når alle kender løbets vinder på forhånd, er der jo ikke mange peneg at tjene, så det blev nok en kort karriere den elgko havde. Hvis ikke I tror på at det er sandt, så har min far et gammelt sorthvid foto med elgkoen foran en travvogn. Jeg tror også min far engang har skrevet den sande historie om elgkoen i en bog med vintereventyr...

Løgnehistorien "Byen Tokilo" er en fremtidshistorie, der handler om pladsmangel. Mine første to børn måtte dele værelse, da jeg boede på Christianshavn. Det kunne give nogle diskussioner om hvilket legetøj, der skulle stå fremme i vindueskarmen, det var ikke udelukkende en dårlige ting. Jeg havde næsten skrevet alle 10 histroier DR (Dorthe Laumann) havde bestilt, og på bagsædet af turnebussen med Tango Orkestret, brainstormede jeg med min musikkollega og ven Palle Windfeldt, om hvad jeg ellers kunne skrive om til tv-serien med Løgnehistroier. Palle er vild med science fiction. Jeg forsøgte at trippe med på genren og fik dagen efter skrevet en fremtidshistorie om en tidsmaskine, der stod efterladt til storskald. Det var sjovt og jeg sidestillede pladsmanglen på et børneværelse med overbefolkningen på jordkloden. Jeg nægtede dog i en børneudsendelse at slutte historien med det klassiske skræmmebillede af fremtiden, og jeg digtede derfor en alternativ slutning, hvor alt ender i ren idyl på jorden. Jeg tror vi kan være med til at skabe grobund for en bedre verden, hvis vi planter håb og optimisme i vores børn og ikke kun skaber pessimistiske fremtidshistorier med skræmmebilleder med angst og vold til følge.

Løgnehistroen "De magiske Fodboldstøvler". Idéen til denne historie blev undfanget allerede da jeg var barn. Jeg har gået på fem forskellige skoler, og jeg bygger mange af mine løgnehistorier op omkring min skoletid. Da jeg første gang startede på en kommuneskole var det i tredie klasse. Jeg forsøgte at lære at spille fodbold, men det gik ikke så godt. Det var på Islands Brygge skole. Jeg havde svært ved at få kammerater, fordi jeg var et lidt anderledes skolebarn. Jeg var ikke særlig stor, men jeg havde langt hår og gik i Kansas keddeldragt. Ham der kom tættest på at være en rigtig kammerat hed Deni Jordan, selvom han kom fra Bulgarien. Deni blev kaldt for negerpik, og jeg blev kaldt for Christianiapik. Så vi havde noget til fælles. Forskellen på Denis og mig var, at han aldrig lod sig kue af de andre drenge når de ville banke os efter skole. Jeg stod bare og tog imod slagende som et stumt spørgsmålstegn. Deni var den hurtigste i klassen, og hvis de var efter ham, kunne han stikke af og springe over hegnet som en anden jægersoldat. Deni er i dag professionel stuntman. Vi gik ikke i nogen fritidsordning og efter skole gik jeg hjem over volden til Christianshavn. På vej hjem fra skole opfandt jeg mine egne små lege. En af dem var en slags tingfinderleg. Jeg slæbte alle mulige mærkelige ting med hjem, som jeg klunsede i forskellige containere. Historien om "De Magiske Fodboldtstøvler" er historen om en kikset dreng, der ikke kan spille fodbold. En dag finder han et par magiske fodboldstøver. Han begynder at score mål i hver kamp og bliver til sidst skolens helt.

Løgnehistorien "Carmen og tyrenes konge". Det er den tredje og sidste historie med Elgen Gustav. Min første datter Selma var lige fyldt fire år, da jeg skrev disse historier i 1996-97, og selvom de alle handler om min egen barndom, ville jeg rigtig gerne skrive en historie som var lidt mere pigeagtig. Min datter Selma var lige begyndt at danse flamincodans, og jeg prøvede at drømme mig tilbage til mine første barndomskærester, og de første hemmelige kys jeg fik på en ferie i Spanien med min farmor og farfar. Det blev til denne lille spanske kærligheds-løgnehistorie med flaminco-kys. Selma fortsatte med at gå til dans på Flaminco Værkstedet, og hun danser stadig flaminco et par gange om ugen den dag i dag. Og det er ikke engang løgn.

Trio Confetti

Trio Confetti fik desværre aldrig selv udgivet en CD. Vi var ellers på landevejen i adskillelige år. Det startede i 1986, lige før jeg flyttede hjemme fra. Guitarristerne Steen Thomsen og Henrik Yde spurgte, om jeg ville spille i deres verdensmusiktrio. Jeg havde jo spillet en lags verdensmusik i Bazaar, fra jeg var 9 til 16 år med min far Flemming Quist Møller og min stedfar Peter Bastian og Anders Koppel. Jeg havde også haft et par år, hvor jeg fik undervisning i jazztrommer hos Bjarne Rossvoldt og spillede børnerock/funk i et band der hed Ta' Fat. Det var med guitarristen Fox Nilfisk som tidligere havde været medlem af børnerock bandet Parkering Forbudt.

I Trio Confetti's repertoirer kunne jeg få glæde af alle min erfaring med forskellige musikgenrer. Det eneste der var anderledes var, at jeg skulle spille på et mindre rejsetrommesæt, da vi skulle på en Europa turné hvor vi spillede på gaden. Det skulle være et trommesæt, som ikke var større, end at jeg kunne tage det på nakken og løbe fra politiet.

Vi fik nogle gademusikertricks og gode adresser fra Nulle (Nulle & Verdensorkestret), og kørte af sted i en gammel Folkevogn. Vi havde en 'dogme-regel' om, at vi kun måtte have 500 kr. til at starte med og en fuld tank benzin; resten skulle tjenes ved at spille på gaden – så måtte vi se hvor langt, vi kunne nå. Jeg var lidt bekymret for om vi skulle få nok mad, jeg var jo en ung mand med stor appetit, men Steen og Henrik - der var 10 år ældre - lovede, at de nok skulle sørge for, jeg ikke ville sulte. Det var en fantastisk rejse med masser af oplevelser. Lige fra en spontan festival stemning på en solskinsdag på torvet i universitetsbyen Heidelberg, til hårdt tjente penge med hatten i hånden ved cafeer. Vi erfarede, at vi skulle nøjes med 2 numre stående i passenede afstand fra caféerne, så gik jeg en tur med hatten og en triangel mellem bordene fordi jeg var så ung og uskyldig, imens vi spillede Tico Tico. Så sluttede vi med et ekstra nummer og gik videre til næste café. Det var koncertoplevelser med store kontraster. På toppen af en bakke uden for Grenoble slap benzinen op og vi måtte trille ned af bjerget i frigear. Vi rullede ind på et lille torv og hev sultne vores instrumenter ud af bilen. Stor succes, glade mennesker, masser af penge, gratis mad og et publikum der endte med at danse omkring springvandet. Vi kørte videre ned til de rige mennesker i Nice. De kæmpe private lystjagter brommede i havnen. Begejstrede gæster, der åd hummer og østers, blev betjent af tjenere i hvide uniformer. Men efter at havde vi slidt neglende af fingeren, blev vi ramt af det moderne plastikkort; gademusikantens endeligt og vi måtte rejse tomhændede der fra. Den moderne tid var kommet til Europa.

Vi troede de var skide fedtede de Schweizere, men da vi kørte til Italien for at bruge pengene, var de meget mere værd, end vi troede. Vi måtte få skiftet en kobling for at komme hjem og brød dogmet om at vi skulle vende hjem med de 500 kr. vi tog af sted med.

Turen fik også sendt Steen og Henrik i hver sin retning. Henrik Yde havde ambitioner om et mere storslået verdensorkester inspireret af Pat Metheny, Weather Report og Toto, og han inviterede mig med i et nyt orkester kaldet Cosmpolitan Orkestra, med Otto Sidenius og Casper Ludvigsen. Henrik skrev nogle ambitiøse og spændende kompositioner, vi øvede og tog på turné, men jeg kunne ikke finde tid til at øve så meget ved siden af tegnekarrieren, og det stoppede efter et par år. Steen var mere til den lille mobile verdenstrio. Sammen med Steen fortsatte jeg med Trio Confetti, som fik flere og flere små festjobs og koncerter på landets mange spillesteder. Men vi skulle havde en ny guitarist efter at Henrik Yde var stoppet. Palle Windfeldt kom på prøve, iført mors hjemmestrikkede sweater og krøllet mikrofonhår. Jeg var straks total begejstret, her sad en dreng på min egen alder og spillede end blanding af George Benson og Lee Rittenour; for svedigt. Steen og jeg skulle dog lige være sikkre på, at vi begge gerne ville havde ham med, og gik ud i køkkenet og voterede som et par dommere, imens vi lavede kaffe. Vi var faktisk straks enige om at han var den helt rigtige mand. Men vandet skulle jo lige koge og imens sad Palle og ventede på mit drengeværelse. Vi bar kaffen ind og bad ham tjekke kalenderen, for vi havde allerede kontrakter på flere jobs på Loppen, den Gråhal og Hånd i Hanke i Griffenfeldtgade. Allerede på første job blomstrede Palle i fuld flor; helt fremme på scenekanten, trykkede han den fedeste guitarsolo af med den vildeste ansigtsmimik, og alle var vilde med ham. Lige siden har Palle og jeg fulgt hinanden i tykt og tyndt som musikalsk makkerpar, gennem tiden med Tango Orkestret og er stadig sammen i Djanzz.

Så midt i Disco-80'erne voksede også bølgen af verdensmusik. Steen formulerede pressemeddelelser og fandt hele tiden nye fede numre vi kunne spille. Han barberede også Palles kæmpe fusionspedalbræt ned til at han kun måtte bruge en enkelt fersk lyd fra en enkelt guitar forstærker. Vi spillede de gode melodier fra fransk sigøjner-jazz, Bossanova og amerikanske evergreens i alle de nye caféer der åbnede i 80'erne. Caféer der kunne servere smart cappuccino i hvide lokaler, hvor folk ville sidde synligt i cafevinduerne som fisk i akvarier, i stedet for gemt bag rød fløjel, billardborde og jukebokse med pilsner og hårdkogte æg.

Steen skaffede os ansættelser om sommeren på restauranter i Blokhus og Bornholm. Vi lærte begge to meget af Steen, som var med til at forme vores musikkarriere. Da Palle ville til USA og studere på Berkley, anbefalede Steen Kairo eller Buenos Aires. Palle valgte Buenos Aires.

Palle og jeg begyndte at spille med Palles kone Sille i Djanzz, og vi startede sammen i Tango Orkestret. Det tog tiden og energien fra Trio Confetti.

Trio Confetti er faktisk aldrig blevet lukket vi holder bare en meget lang pause.

Krøniken - soundtrack - Tango Orkestret

Tango Orkstret medvirkede i første afsnit af DRs dramaserie Krøniken. Vi spillede de to numre Civilisation og Coconuts. Det blev optaget på resturant Nimb og alle var klædt i tøj fra før krigen.

Vi indspillede det til Krønikens soundtrack, men det kan ikke kaldes for en egentelig Tango Orkester cd. Jeg synes dog at det skulle nævnes her, fordi det lød rigtig godt og var sjovt at lave.

Vi inspillede det som man gjorde dengang i gamle dage; one take, med en god mikrofon og med de instrumenter der spillede lavest tættest på mikrofonen.

Vores besætning med guitar, vibrafon saxofon, violin, bas og trommer svarede til Svend Asmussens oprindelige danseorkester. Vi havde på disse numre Frederik Damsgaard på bas. 

Jeg kunne godt have tænkt mig at udgive en hel danse-CD i denne gamle stil i nye arrangementer, men det må sættes i mappen for fremtidige projekter...

Dansedyr og Dagdrømme - Djanzz

Dansedyr og Dagdrømme udkom i 2006. Det er en dobbelt-Cd, hvor Dansedyr er til at danse til, og Dagdrømme er til at slappe af til når man skal vågne, sove eller dagdrømme. Djanzz blev inviteret til at medvirke i et EU-kunst projekt, Glitterbird, som handlede om kunst for helt små børn.

- Babykunst?  Jamen, det har vi da lavet!

Selv om Junglejazz Cd'en er med tekster - og babyer jo ikke kan tale - er Cd'en højt elsket af babyer som jo også er glade for at træne sproget ved, blandt andet, at høre ord blive sunget. Jeg havde i første omgang svært ved at se hvordan en ren instrumental-cd uden ord, skulle fremstå specielt egnet for babyer, men projektet Glitterbird inviterede til turné i Frankrig, og vi fik penge til at eksperimentere med projektet.

Vores første forsøg startede med at jeg satte mig foran mikrofonen, og forestillede mig, der lå en nuttet lille baby på et lammeskinds tæppe og pludrede, og så spillede jeg den første rytme, der faldt mig ind. Jeg indspillede flere rytmer, men alle sammen nogle som lagde sig omkring det tempo vores hjerterytme slår i, når vi er slapper helt af. Ved at bruge det samme grundtempo til alle numrene kunne vi kæde alle rytmer sammen til ét langt nummer på 25 minutter. Sille og Palle arbejdede videre på denne lagkage-produktion, og derefter lagde vi flere atmosfæriske lyde på. Det var dels lyde fra naturen, og dels hjemmelavede percussionlyde som skulle illustrere, at vi bevægede os gennem et dansk sommerlandskab. Det var lyde fra haven med solsorte og legende børn, lyde fra den saftige grønne skov med søer, bække, frøer og syngende skovalfer og lyde fra stranden.

Det var en smuk cd, men ikke lang nok til at udgive. Jeg havde også stadig besvær med at påstå, at dette skulle være en Cd specielt egent for babyer. Så kom jeg på idéen, at vi kunne lave en Cd der brugte dyrelyde som tema. Noget af det første vi lærer et barn er at sige, er jo muh, øf, rap, gok-gok, vov, miav og så videre. Det ville klart appellere til helt små børn, og man ville ikke være i tvivl om, at det her, var en Cd for babyer. Jeg var klart inspireret af Louis Jordan - Barnyard boogi – og sådan kom Cd'en Dansedyr. Grise-funk, misse-jazz, calypso-høns, ande-jam, ko-blues, flue-samba, sangfugle-vals, contry-hesten.

For at finde musikgenren og tempoet der passede til det pågældende dyr, forsøgte jeg simpelthen at spille på tromme, samtidig med at jeg sang som en høne, en gris, en and, en kat, en ko og en hest. (Ja, det havde mine egne børn stor glæde af. En mærkeig far. En mand på toppen af sin karriere sidder og gokker som en høne og spiller trommer i spisestuen?)

Sille og Palle komponerede og raffinerede ideen yderligere; flere dyr kom til, andre røg ud, vi kastede bolden frem og tilbage, til vi var tilfredse med resultatet.

Disse numre uden ord blev også vores mulighed for at spille jazz for børn i udlandet. Repertoiret uden danske ord, har ført os på turné i Frankrig to gange, en tur til Belgien, Hongkong, og jazzfestival i Shanghai. 

Jeg gennemillustrerede igen cd coveret. Dansedyrene og Dagdrømmen blev én lang illustration, man kunne folde ud. Og dansedyrene fik hver deres side med illustration. Tanken var at vi skulle udgive Cd'en i en pap-pegebog, men vi kunne ikke få det til at hænge sammen økonomisk, og valgte i stedet et luksus digipak. Men den er også rimelig holdbar, når den bliver udsat for babysavl. Vi har udgivet en spansk version af Dansedyr i Agentina, hvor vores guitarkollega Ernesto bor. Her forsøger han stadig at sælge den.